Begreber

Skrifttype, font og snit

I daglig tale bruges ordene i flæng, men de betyder noget forskelligt. En skrifttype eller skriftfamilie er designet, fx Literata. Et snit er én variant af familien, fx fed eller kursiv. En font er oprindeligt et sæt blytyper i én størrelse og ét snit; i dag er det filen på din computer, der indeholder et eller flere snit.

Bogstavets anatomi

Alle tekstlinjer hviler på fælles, usynlige linjer. Afstandene mellem dem bestemmer, hvor stor en skrift virker, og hvor godt den læses.

Grundlinje

Linjen, bogstaverne står på. Runde bogstaver som o går en anelse under den for at se ud, som om de står lige så fast som de flade.

X-højde

Højden på de små bogstaver uden over- og underlænger, målt på et x. En stor x-højde gør skriften større og lettere at læse i små størrelser; en lille x-højde virker elegant og klassisk.

Versalhøjde

Højden på de store bogstaver (versalerne), målt på fx H.

Overlænge og underlænge

Den del af b, d, h og k, der rækker op over x-højden, og den del af g, j, p og y, der rækker ned under grundlinjen. Overlængen er ofte en smule højere end versalerne.

Kontrast og akse

Forskellen mellem tykke og tynde streger. Hvor de tyndeste dele sidder, viser skriftens akse: skrå i ældre serif-skrifter, lodret i didone-skrifter.

Kerning

Kerning er justering af afstanden mellem bestemte bogstavpar. Uden kerning står A og V, T og o eller W og a for langt fra hinanden, fordi deres former efterlader huller. Gode fonte har tusindvis af kerningpar indbygget, og browsere bruger dem som standard.

Sporing

Sporing (tracking) er den samlede afstand mellem alle bogstaver i et ord eller en linje. Tekst sat med store bogstaver får næsten altid luft af lidt ekstra sporing, mens almindelig tekst med små bogstaver sjældent bør spores ud. Store overskrifter kan ofte tåle en anelse mindre afstand.

Linjeafstand

Linjeafstand (leading, efter de blystrimler, typografer lagde mellem linjerne) er afstanden fra én grundlinje til den næste. Brødtekst på skærm har typisk godt af en linjeafstand på 1,4 til 1,6 gange skriftstørrelsen. Store overskrifter kan stå tættere, ofte omkring 1,0 til 1,2.

Linjelængde

Linjelængden, eller satsbredden, er antallet af tegn på en linje. En ofte citeret tommelfingerregel er 45 til 75 tegn inklusive mellemrum for brødtekst. Kortere linjer giver mange orddelinger og et uroligt forløb; længere linjer gør det svært at finde den næste linje.

Tal i tekst og tabeller

Mange fonte har to slags tal. Proportionale tal har hver sin bredde og ser pæne ud i løbende tekst. Tabeltal er lige brede, så kolonner af beløb står præcist under hinanden. I CSS skifter du med font-variant-numeric.

Ligaturer

En ligatur er to eller flere bogstaver, der er tegnet sammen til ét tegn, fx fi og fl, hvor f'ets top ellers ville støde ind i prikken over i'et. Fonten bytter selv bogstaverne ud, når ligaturerne er slået til.

Optisk størrelse

Små og store bogstaver har forskellige behov. Tekst i små størrelser har godt af lidt kraftigere streger, større x-højde og mere luft mellem bogstaverne; store overskrifter kan være finere og tættere. Nogle variable fonte, som Literata, har en akse for optisk størrelse, som browseren automatisk tilpasser til skriftstørrelsen.

Variable fonte

En variabel font samler mange snit i én fil. I stedet for separate filer til let, normal og fed har den en eller flere akser, fx vægt og bredde, som kan indstilles trinløst. Det giver færre filer at hente og frie valg mellem snittene. Archivo, som sætter overskrifterne her på siden, har både en vægtakse og en breddeakse.

Enheder

Et punkt (pt) er den klassiske typografiske enhed; i digital typografi er et punkt 1/72 tomme. På skærmen arbejder man oftere i pixels eller i em og rem, hvor 1 em er lig med den aktuelle skriftstørrelse. Det gør det let at skalere afstande sammen med teksten.